South Island Tour 2009
Den 23. November var dagen hvor vores South Island Tour startede. Vi havde ingen anelse om at de næste 3 uger ville blive nogle af de bedste i vores liv med flere oplevelser end vi kunne forestille os. Vi var 23 udvekslings studenter fra Rotary fra hele verden: 2 fra Danmark, 2 fra Sverige, 1 fra Finaland, 2 fra Schweiz, 3 fra Tyskland, 2 fra Belgien, 1 fra Østrig, 2 fra Frankrig, 1 fra Italien, 2 fra Argentina, 2 fra Brasilien, 1 fra Canada, 1 fra USA og 1 fra New Zealand. Bare dét var en oplevelse, at få så mange nye venner fra hele verden og lære om hinandens kulturer. Jeg kendte allerede 8 af dem da vi er fra det samme Rotary distrikt 9920, men resten var fra distrikt 9910 så vi mødtes i bussen og kørte af sted sydpå. På dag 1 kørte vi først til Huka Falls, så til Taupo som er halvvejs gennem Nordøen hvor vi stoppede for lunch og så kørte vi til Levin som er næsten i bunden af Nordøen. Her ankom vi til vores første motel/holday park hvor vi blev indlogeret i nogle små hytter og overnattede der. Næsten alle nætter på turen sov vi i forskellige Holiday Parks hvor vi boede i hytter eller rum med køjesenge. Hver nat var man på værelse med nye udvekslingsstudenter så vi fik snakket med alle.
esther og lars
Dag 2: Vi vågnede op i Levin og kørte af sted til hovedstaden Wellington. Her havde vi dagen på egen hånd, så vi kunne gå rundt i byen og se hvad vi havde lyst til. Vi tog the Cable Car op af bjergsiden så vi havde en flot udsigt ud over Wellington. Derefter gik vi ned gennem den botaniske have hvor der var en masse roser. Nede fra byen tog vi en bus op til Mt Victoria hvor der var en endnu flottere udsigt ud over hele Wellington. Vi tog bussen tilbage til byen og så den magiske svævende kugle….
esther og fabienne
magic ball......
Vi hoppede på en bus som tog os til vores Holiday Park hvor vi spiste aftensmad og drengene fremførte the Haka for første gang på turen. De blev heldigvis bedre.. (The Haka stammer fra Maorierne og er en kampdans som NZ’s Rugby team The All Blacks fremfører før hver kamp foran modstanderen. (Se evt linket her: http://www.youtube.com/watch?v=tdMCAV6Yd0Y )
Her er Haka sangen/teksten:
Ringa pakia!
Waewae takahia
Ka mate, ka mate
Ka ora' Ka ora'
Ka mate, ka mate
Ka ora Ka ora
Tēnei te tangata pūhuruhuru
Nāna i tiki mai whakawhiti te rā
Upane... Upane
Upane Kaupane
Whiti te rā,!
Hī!
the haka:
Dag 3:
Vi tog færgen fra Wellington på Nordøen til Picton på Sydøen tidligt om morgenen. Det tog 3 timer og da vi nærmede os Picton sejlede vi igennem nogle vildt smukke fjorde.
I Picton kørte vi i bus i 5 minutter hvor vi puttede solcreme på for vi skulle nemlig starte vores 2 dage kayaking. Vi fik nogle instrukser af vores 3 guider til hvordan man sejlede i 2 mands havkajakker, hvordan man kom op og ned i dem, hvordan man kom ud af dem hvis man væltede og hvordan man brugte fodpedalerne. Vi puttede vores bagage og telte ned i kajakkerne og så sejlede vi af sted på fjorden igen. Det var hårdt når der var modvind og bølgerne gik imod os, og på et tidspunkt da vi skulle til at krydse fjorden startede den store færge også med at forlade havnen med retning mod os. Så vi var ca. 3 minutter fra at blive dræbt dér.. Da vi kom trætte over til den anden side og så at alle havde klaret det, så vi pludselig en sæl ligge på en lille ø. Udover sælen var naturen også total imponerende! Fjorden var omgivet af et grønt bakket terræn og der var helt stille på vandet. Efter 4 timer kayaking var vi meget trætte i armene og meget meget sultne. Vi var ankommet til Misteltoe Bay som var en lille camping plads hvor vi satte vores telte op og de friske af os hoppede i vandet for første gang på Sydøen. I vandet fandt vi nogle kæmpestore shells som vi fik fisket op, og tog med hjem som souvenir 
Dag 4: Laura fra Finland og jeg vågnede op i vores lille telt som var blevet til et halvt telt aftenen før da nogle ikke så rare exchange students havde valgt at hoppe ind i det.. Tak Edwige og Lars! :) Vi pakkede sammen, puttede alt ned i vores kajakker og så var vi af sted igen. Da vi sejlede på åbent vand kom der pludselig en sæl og svømmede legende rundt lige ved siden af os. Vi fortsatte til en ø hvor vi spise frokost på stranden og derefter sejlede vi tilbage til Picton.
teltlejr
sæl
esther og blair fra canada
Busturen til Kaikoura tog 2 timer hvor vi nød at sove i en seng i en Top 10 Holiday Park (vi fandt senere på turen ud af at der ikke kun er 10 Top 10 Holiday Parks men over 50..)
Dag 5: Vi stod tidligt op (igen, igen, igen) pakkede bussen og kørte 10 minutter til Kaikoura Whale Watch. Vi var alle meget spændte på at skulle se hvaler, og vi kom alle om bord på en båd som tog os ud på området hvor der skulle være hvaler. Imens crew’et brugte forskelligt udstyr til at finde frem til hvalen så vi pludselig 2 delfiner svømme forbi båden. Efter at have sejlet rundt i ca 1½ time fandt vi endelig frem til hvalen som var kaldt en Sperm Whale. Den lå i overfladen og efter ca 10 minutter dykkede den ned i vandet og vi kunne se dens hale. Vi var alle meget begestrede (udover alle drengene som var svage og var blevet søsyge..) men det var også kun fordi vi ikke havde nogen anelse om hvilken hval vi ville møde senere på vores South Island Tour..
spermwhale
i dag gik 2 timers bustur til Christchurch, den største by på Sydøen. Vi ankom til vores Top 10 Holiday Park hvor 9 piger havde et helt sommerhus for dem selv, og vi andre fik nogle lejligheder med eget badeværelse. Yay! Pigerne hoppede i poolen da vi ankom. Om aften skulle det selvfølgelig udnyttes at sommerhuset havde en spa så den glade dansker Lars sprang selvfølgelig i sammen med nogle af pigerne. Good on ya lars :)
Dag 6: Vi besøgte Antarctic Centre hvor vi oplevede en klimaet på sydpolen og stod i en storm. Vi fik også en tur i en truck de bruger på sydpolen på en bane med en masse bakker, det var ret sjovt.
Efter det tog vi ind til Christchurch by i vores tramping boots for at gå dem ind. Vi gik alle sammen op i katedral tårnet hvor vi kunne se ud over Christshurch. Chch er en rigtig hyggelig by, nok en af mine ynglings byer i New Zealand! Den mindede mig om Amsterdam bare meget mindre. Der var mange gamle bygninger, kanaler, broer, og sporvogne og bare en rigtig hyggelig lille by. Laura og jeg gik rundt og tog en masse skøre billeder i byen og så kørte bussen os hjem til Holiday Parken.
Vi gjorde os klar til at gå ud igen, og vi fik alle sammen 20 dollars til at købe aftensmad i byen. Vi tog en bus derind for vi skulle nemlig til Christmas In The Park som er en event hvor folk kommer for at blive i julehumør og høre noget musik. Der var vildt mange mennesker som holdt en picnic i parken, men vi kom senere så mange småbørnsfamilier var gået hjem og vi havde en rigtig god aften hvor vi for første gang kunne gå ud og feste. Det trængte vi også til!
laura fra finland og esther
Dag 7:
Efter at have overnattet i Christchurch 2 nætter skulle vi videre for at se mere af skønne New Zealand. Dag 7 bestod mest af at køre i bus.. vi stoppede dog ved Moeraki Boulders som er nogle kæmpe kuglerunde sten som lå i vandkanten. Drengene fremførte deres Haka på stenene, det så ret fedt ud. Den dag kørte vi i bus i ca. 6 timer og så var vi fremme i Dunedin, den næststørste by på Sydøen. Vi boede i en (ikke top 10) Holiday Park.. skuffende :)
esther og laura
Dag 8: Efter morgenmaden kørte vi ind til Dunedin i vores bus og stoppede for foden af gaden Baldwin Street, the World’s Steepest Street! Jep, det er ikke engang løgn. Den stiger i gennemsnit 1 meter lodret på 3.41 meter vandret, og på det stejleste stykke er det 1 meter lodret til 2.86 meter vandret (19 grader stigning). Vi skulle selvfølgelig alle sammen bestige verdens stejleste gade, så vi lavede et lille ræs op. Efter ikke så mange meter begyndte benene at syre. Det var stort set umuligt at løbe hele vejen. Men nogle af drengene løb til toppen, hvilket resulterede i at morgenmaden røg op igen på 4 stykker af dem.. nice. Det skal lige siges at de 3 første piger på toppen var de skandinaviske piger! (Finland, Sverige og Danmark). Da vi kom ned til bunden igen købte vi alle sammen nogle pins/badges i souvenirshoppen til vores Rotary blazer som blev godt fyldt med nye pins fra Sydøen efter turen.
første pige på toppen: laura
Vi kørte ind til Duniden centrum hvor vi besøgte Cadbury fabrikken! Cadbury er New Zealands chokolade company, så vi fik en rundtur I chokolade paradiset med en masse prøvesmagninger. Det kunne vi godt li!
Derefter havde vi et par timer til at gå rundt i Dunedin på egen hånd, så Laura og jeg gik på shopping :)
Vi mødtes alle sammen ved togstationen hvor vi skulle med Taieri George Railway, et 2-3 timers togstrækning fra Duniden gennem Otago. Det var et gammelt tog hvor man kunne stå udenfor mens det kørte. Vi kørte igennem de smukke grønne øde landskaber med bakker, klipper, floder, broer og tunneller. Til sidste var vi ved enden af togstrækningen og stod ude in the middle of nowhere kun omgivet af smukke Lord Of The Rings landskaber. Heldigvis var vores bus her, så vi blev kørt 12 km hen til et hus in the middle of nowhere hvor vi kunne overnatte. Vi hyggede os udenfor i vores have med boldspil og diverse slags akrobatik før aftensmaden.
danskerne^
Efter aftensmaden tog Laura og jeg med Lars på eventyr. Han ville vise os hvor han havde gået hen tidligere på dagen til nogle klipper et stykke væk fra huset, så vi tog vores tramping boots på og skyndte os af sted inden det blev mørkt. Vi gik i en halv time over marker, gennem buske og kravlede og sprang over pigtrådshegn og vi kunne hele tiden se klipperne langt væk. Fra afstand så de bitte små ud, men vi blev ved og ved med at gå til vi pludselig stod i et område med kæmpe klipper. På toppen af den største klippe kunne vi se to små mennesker sidde, Adam og Ben. Vi kravlede op til dem og sad på kanten af klippen og hørte god musik fra vores ipod højtalere. Vi følte os som på toppen af verden når vi sad dér omgivet af det ødeste landskab 360 grader rundt så langt øjet kunne række. Vi kunne se himlen blive mørkere og mørkere, så huset vi kom fra blev til et lille lys langt væk. Jeg følte mig total lykkelig og levende da vi sad dér, og det er et øjeblik jeg aldrig vil glemme.
on top of the world!!
Dag 9: I dag startede vi vores biking! (Undskyld jeg bruger engelske ord, men det føles bare helt forkert at sige ”cykling”, når jeg har fortalt så mange folk om min tur på engelsk.) Vores mountainbikes ankom til huset og vi justerede dem og testkørte dem for at lære at bruge de udvendige og indvende gir. Da jeg ikke er vant til at skulle bruge håndbremserne til at bremse med, begik jeg en lille fejl da jeg ville teste dem.. Jeg trykkede min forhjulsbremse helt i, og jeg lavede det vildeste styrt hvor hele cyklen fløj over mig og jeg lå på jorden under min cykel og grinte.. Flot Esther, og du skal forestille at være en erfaren dansker der cykler hver dag?..
Anyway, vi startede vores 3 days biking. Vi skulle cykle et track som hedder Otago Central Rail Trail som i alt er 150 km. Man cykler hvor der engang var en togstrækning, så der var ikke de vildeste stigninger hvilket var meget rart. Vi startede 9 km før ruten begyndte i Middlemarch, så vi havde 60+9 km = 69 km at cykle i dag. Vi cyklede på grussti hele vejen igennem nogle meget landlige landskaber med marker, får og solskin. Det var så smart at vores bus kørte af nogle større veje og mødte os i forskellige steder på ruten, så vi kunne få fyldt vand på vores flasker og få noget at spise. Første stop var efter 20 km. Næste stop var i Hyde efter 35 km(halvvejs) hvor vi spise frokost og købte en is for det var bagende varmt og tørt. Her havde et par af pigerne allerede fået nok, og ville ikke cykle længere så de hoppede ind i bussen. Vi andre fortsatte glade af sted for vi kom nu ind i nogle totalt smukke områder med bjerge, floder, broer og tunneller. Vi havde 2 guider med på cyklingen, den ene var bagerst og den anden var i midten da mange af os gerne vil cykle hurtigere og tage forspring. Jeg cyklede stort set sammen med Lars fra Danmark hele dagen. Vi var nogle af de forreste hele dagen og vi nød at kunne snakke lidt dansk sammen uden at nogle blev fornærmede nå men da det begyndte at blive meget varmt og tørt havde vi brug for en lille pause, så vi mødtes med Adam (som var i front og sad og ventede på nogle at følges med). Vi gik ned til floden som fulgte ruten og vi fik og en frisk dukkert for at køle lidt ned i sommervarmen.
Vi fandt ud af at stort set alle havde overhælet os da vi kom tilbage til cyklerne, så vi speedede op og overhælede de fleste igen (Mit mål var nemlig at være den første pige i mål idag) Det begyndte at blive rigtig varmt igen, og vi havde snart ikke mere vand tilbage i flaskerne. Vi undrede os over hvornår vi ville støde ind i bussen for at holde pause, for lederne havde sagt at vi ville møde bussen efter ca 55 km. Anyway vi fortsatte og det begyndte at kunne mærkes i benene. På et tidspunkt cyklede Lars og jeg igennem en lille by og vi håbede inderligt at det var hér vi ville møde bussen. Men nej, der var ingen tegn på at vi skulle stoppe i denne by, så vi fortsatte triste ud af byen og videre ud på landet. Humøret var ikke helt det samme som tidligere, vi havde ikke mere vand og var meget trætte. Jeg blev mere og mere sur på vores ledere, for problemet var, at der ikke havde været et stop efter frokost hvor vi kunne få vand og at vi ikke vidste navnet på den by vi skulle stoppe i. Vi cyklede og cyklede, og Vera fra Sverige kom op til os og vi fulgtes ad. Det lyder vildt, men jeg begyndte seriøst at hallucinere, flere gange så jeg noget hvidt langt fremme og var overbevist om at det var bussen, men hver gang var det bare en lille hvid lade eller hus. Vi blev langsomt mere og mere overbeviste om, at det blev nød til at være den by, som vi var kørt igennem, vi skulle have stoppet i. Men vi fortsatte til den næste by hvor der var et backpacker sted. Lars og jeg sad i en lade i læ for regnen, mens Vera kørte hen til backpacker stedet for at se om det var her vi skulle være. Det var det ikke, men hun fik ringet til backpacker stedet i byen vi var kørt igennem som hed Rainfurly og ja, der var vores ledere og resten af gruppen. Vi fik bussen til at hente os efter at have cyklet 13 km for langt. Da vi kom tilbage til Rainfurly blev vi modtaget med kram og folk der sagde at de var stolte af os fordi vi havde kørt så langt. Ja i alt 82 km. Vi fandt ud af hvorfor bussen ikke havde givet os et mellemstop: fordi en af pigerne var faldet af cyklen og havde været ude af bevidsthed i en halv times tid før nogle af de andre fandt hende. Hun var blevet kørt på hospitalet og kom ikke tilbage før nogle dage efter. Mange af de andre havde også haft en hård dag for de sidste 20 km uden vand var ikke det fedeste, og mange var slet ikke vant til at cykle så langt.
esther og laura
lars
esther og lars
Men faktisk synes jeg det var en af de bedste dage på cykelturen, fordi det var sådan en vildt oplevelse at cykle alene rundt ude i sådan en smuk natur fyldt med energi. (vi havde i hvert fald ikke ligeså meget energi de næste par dage.) Om aften var vi næsten for trætte til at tygge vores afstensmad, det var helt vildt. Vi havde vores daglige lille aftensession med udvælgelse af Traveller Of The Day (som Lars, Vera og jeg fik ) Derefter var vi fuldstændige smadrede og gik i seng kl. 20!
Dag 10: Lederne havde lært af deres fejl fra i går, så i dag cyklede vi i en forholdsvist samlet gruppe og holdt og bagved guiden i front. Det gav ikke helt den samme oplevelse af at være alene ude i naturen, men ærlig talt havde jeg ikke energi til at cykle hurtigt på de 57 km vi skulle cykle idag. Det var lidt koldere i vejret og faktisk regnede det i starten så det var lidt deprimerende da vi skulle starte med at cykle de samme 13 kilometer som i går. heldigvis ankom vi hurtigt til det højeste punkt på Otago Central Rail Trail (618 m above sealevel), hvilket betød at vi havde en del lange nedkørsler foran os. Dejligt! Vi kørte også over en del broer og vi havde pandelygten på da vi kørte igennem en 201 m lang sort klippetunnel og senere en 230 m lang. Det var faktisk ret sjovt og skræmmende, for man kunne intet se derinde, ikke engang lyset fra den anden ende. Så det var med at holde øje med hvor klippevæggene var og prøve ikke at slingre ind i dem, for balancen på en cykel er altså ikke så god når man er blind..
De 57 km var easy peacy når man havde kørt 82 dagen før, så før vi vidste det ankom vi i Omakau og kastede os i vores dejlige køjesenge (de var i hvert fald meget comfy efter 2 dage på en cykel.) Til aftensmad blev vi forkælet med en tur på den lokale restaurant med burger og fish ’n chips! Og så på hovedet i seng!
Dag 11: Sidste dags cykling af Otago Centrail Rail Way var den korteste på 38 km fra Omakau til Clyde. Igen igennem smuk natur, men ikke helt så overvældende som den første dag. Vi holdt os nogenlunde sammen, og kilometerne var intet problem. Pludselidag stod vi i Clyde ved finish skiltet! Det var dejligt at hoppe af cyklen for vi var alle ømme efter 159 km (172 km til Lars, Vera og jeg) på 3 dage.
finish!!
Vi hoppede ind i bussen og kørte igennem midten af den sydlige del af sydøen hvor det kombinerede landskab af vand og bjerge bare var stunning!
Vi ankom i Te Anau som er en lille by hvor vi havde store-vaske-dag og pakning af vores tramping backpack. Den skulle gøres klar til om et par dage hvor vi skulle på tramping tur. Jeg boede i et bunkroom med 12 andre piger og alt var dækket af tøj!
Dag 12: I Te Anau fik vi lidt tid til at købe de sidste ting som vabelplastere og så kørte vi videre. Vi holdt et stop et tilfældigt sted ved en badebro hvor kun den jyske dansker Lars hoppede i. I stedet gik Laura og Esther lidt fotoamok :)
Vi begyndte nu at komme tættere på de helt store bjerglandskaber med is på toppen og isvand løbende ned af bjergene. På et tidspunkt kørte vi igennem en lang tunnel og da vi kom ud på den anden side kunne man høre begejstring fra alle i bussen, for bjergene var bare helt fantastiske og de små biler og busser så så bitte små ud ved siden af bjergene.
Vi ankom til Milford Sounds hvor vi (velfortjent) skulle på en lille Milford Cruise Ship med en overnatning. Det var fantastisk ikke at skulle lave noget fysisk for en gangs skyld, så vi nød turen enormt meget. Milford Sounds er det mest fantastiskie sted jeg nogensinde har set. Jeg tror det var min favourite part of the trip. Milford Sounds er nogle fjorde som løber midt imellem de stejleste grønne bjergskrænter. Vi sejlede igennem the sounds og kom ud til havet. Her kunne man sejle i kajak fra båden eller man kunne få en lille rundtur i området i en gummi motorbåd. Den sidste løsning valgte vi, og det var meget fedt. Vi hoppede også i vandet fra top dækket hvilket var et fald på ca 5 meter, det var mega nice.
milford sounds
Vi fik en dejlig aftensmad på båden men midt i maden sagde skipperen at der var noget spændende ude i vandet. Mange kunne ikke rigtig se noget, men jeg syntes jeg kunne se noget langt langt fremme ved en anden båd. Vores båd nærmede sig og pludselig gik det op for mig at det var en hval der hoppede op af vandet ved den anden båd. Jeg skyndte mig at løbe ind og få de andre med ud. Da jeg fik de andre med ud kunne vi intet se, men jeg var sikker på hvad jeg havde set. Pludselig sprang en kæmpe hval op af vandet og landede med et brag. Alle var så begejstrede at de skreg og råbte og det var bare en total syret oplevelse. Hvalen blev ved og ved med at springe op af vandet, lege i overfladen med sine store finner som om den underholdte os (det var en humpbackwhale). Crewet på skibet sagde at sådan noget aldrig skete! Vi var så begejstrede at vi ikke ville gå ind igen, for det var bare så smukt at sejle herude på vandet med de smukkeste bjerge i baggrunden og en hval der sprang op af vandet i 1½ time. Noget vi aldrig ville opleve igen som bare skulle nydes. Det var helt sikkert en oplevelse jeg aldrig vil glemme! Det gjorde virkelig turen på Milford Sounds perfekt!
humpbackwhale
Dag 13: Vores cruise på Milford Sounds var ved sin ende da vi stille og roligt sejlede tilbage gennem Milford Sounds hen til havnen. Og det skal siges at vi sprang fra den ene aktivitet til den anden uden at spilde tiden. Vi hoppede nemlig på vores bus, kørte 15 minutter og så stod vi ved foden af The Routeburn Track som vi trampede(vandrede) op af en halv time efter! Alt var planlagt, vi havde pakket vores tasker et par dage før, så alt var klart. The Routeburn Track er et af de mest kendte track på Sydøen. Vi havde alle store back packs med vores gear og mad til 3 dages tramping, og der var ikke mange der havde prøvet det før.
Men af sted kom vi og efter 1½ times tramping meget stejlt uphill stod vi på toppen af et bjerg ved Key Summit Point med den vildeste udsigt! Vi holdte en frokost pause, og derefter gik vi spredt op i mindre grupper igennem ”regnskov”, vandfald, klipper, over broer over floder, og det var egentlig ikke så hårdt da det gik både op og ned. Vandflaskerne kunne man hele tiden fylde op i floderne vi gik over eller bare i de små vandfald vi konstant gik forbi. Efter omkring 4 timers tramping ca 10 km var vi fremme ved første destination: Mackenzie Hutt hvor vi kastede os i vores bunkroom. Aldrig har jeg værdsat en køjeseng og en sovepose så meget! Vores ledere lavede en god mættende aftensmad som vi spiste i det store fællesrum hvor mange andre trampere var samlet og snakkede med hinanden. Bagefter kom en ”ranger” som boede fast ved Mackenzie Hutt og gav os en briefing om regler, vejret og andet praktisk.
amazing view
Derefter tog jeg på endnu et eventyr med Lars, Laura og Vera og vores tramping boots. Lars viste os hvordan vi skulle springe for livet over nogle kæmpe klipper over floden for at komme hen til en lille ø. Det var en mega sej ø, for alle træer, ja stort set hele øen var dækket af et tykt lag mos. Det var nærmest som en stor sofa, for man kunne slet ikke se bunden. Vi sprang rundt fra træerne og landede hver gang i det bløde mos (og håbede at der var noget holdbart under laget af mos..), indtil vi havde krydset øen og sad på kanten med udsigt over søen. Vi sad der og snakkede indtil det blev halvmørkt og vi sprang tilbage gennem øen som nogle aber. Og det skal siges at det krævede noget mod at komme tilbage, for der var nogle lange spring over klipper som nemt kunne ende meget galt.. men vi kom sikkert tilbage, og listede ind i vores bunkroom hvor alle allerede sov. godnat!
Dag 14: Starten denne morgen var nok det hårdeste på hele Routeburn Track. Det regnede, så vi var pakket ind i vores regntøj, men da vi begyndte at klatre op af klipper fra starten blev det ulækkert varmt. De første 2 timer var kun uphill zigzag op af bjergsiden, forfærdeligt! men på et tidspunkt kom vi til den anden side af bjerget og solen begyndte at skinne, og det var pludselig ikke så slemt mere. Der var fantastiske udsigter, bjerge med isvand løbende ned fra de snedækkede bjergtoppe. I et par kilometer var tracket vi gik på ligesom en å, så ens fødder var fuldstændige gennemblødte. Men det var egentlig ikke noget der irriterede os. Det var vildt at gå rundt og føle sig så lille bitte når man ikke kunne se nogen form for liv så langt øjet rækkede. Kun naturen var der. Efter yderligere 2 timers tramping ankom vi til en lille hytte hvor vi kunne spise frokost. Da jeg kom ind i den lille hytte var der utroligt varmt og dugget, så jeg åbnede døren for at få noget luft derind, men alle råbte at jeg skulle lukke døren fordi de frøs. Det kunne jeg ikke forstå for jeg havde det vildt varmt, men efter at sidde derinde i 15 minutter begyndte jeg også at fryse pga ens tøj var vådt, og det føltes som minusgrader da vi igen skulle ud af hytten og trampe videre!
dont fall of the edge!
Vi var på det højeste punkt på vores tramp da vi gik forbi stor sø oppe i bjerene med den flotteste udsigt. Det var også her at en guide gik os i møde og guidede os da vi begik og ind på den lukkede del af tracket hvor vi skulle gå igennem sne. Fra nu af var det downhill så efter i alt 12 km tramping på ca. 5-6 timer var vi fremme ved Routeburn Falls Hut. Her hyggede vi os med kortspil og afslapning og Lars og Agustina underholdte os alle!
highest point
Dag 15: var helt klart den nemmeste dag, men ikke særlig smuk. Det var downhill alle 10 km. Jeg gik af sted som de første med nogle andre piger, og vi satte tempoet højt for at klare det så hurtigt som muligt. Vi vidste også at drengene var startet en halv time efter os, og vores mål var at komme før dem. Vi gik igennem landskaber der mindede meget om dansk skov faktisk, men vi krydsede dog nogle lange hængebroer over floder. De sidste 10 minutter løb vi, for at være sikre på at komme før drengene. Og det gjorde vi! Det føltes utrolig godt at ankomme til enden hvor vi så vores bus vente på os med doughnuts! Vi havde klaret 32 km i New Zealands bjerge på 3 dage, og vi var alle stolte af vores præstation.
Vi kørte til Queenstown hvor vi fik et velfortjent brusebad, og igen kunne tage normalt tøj på. Dejligt! Derefter gik vi ind til byen hvor vi gik rund og shoppede lidt, men der er ikke så meget shopping i Queenstown selvom Queenstown er en turist by, så er halvdelen af butikkerne travel offices, eller extreme sport butikker. Vi mødtes alle i havnen hvor vi skulle på en lille tur på den steam boat som sejlede lidt ud af Queenstown. Vi var helt sikkert de yngste på hele båden, resten var alle pensionister! Så da alle de gamle begyndte at synge fælles-folkesange joinede vi dem lige, og det var nu meget sjovt for vi kendte overhovedet ikke sangene :)
queenstown
Da vi kom tilbage til Queenstown gik vi hen til det kendte og bedste burger place in NZ: Ferg Burger! Vi fik nogle kæmpe virkelig gode burgere! Bagefter sad vi nede i havnen lidt og spiste kæmpe vaffel is på en café. Aldrig har jeg fået sådan en stor is, og aldrig har jeg haft det så dårligt bagefter.. da det var tid til at gå hjem til vores motel, fik Agustina den idé at vi alle sammen skulle gå med bind for øjnene hele vejen hjem. Så vi linede op på en række, puttede trøjer over hovedet, hold i hånden og en pige forest og en pige bagers guidede os hele vejen hjem, op og ned af trapper, forbi fulde mennesker og over trafikkerede veje. Thank god for at vi overlevede!
Dag 16: I dag var dagen vi alle havde ventet på. Dagen hvor der skulle overvindes grænser, og modet blev sat på en prøve. I dag var dagen hvor vi sprang længere end vi nogensinde havde gjort, og måske sprang ind i et nyt kapitel i vore liv. Selvom vi faldt lang ned kom vi op igen som nye personer. Dagen var skræmmende, nervepirrende, grænseoverskridende, spændende, flyvende, og helt fantastisk. Jep, det var dagen hvor vi skulle springe bungyjump! Jeg og 7 af de andre havde taget hele pakken kaldt The Thrillogy. 3 bungyyjumps i Queenstown på 1 dag. Vi startede med at checke ind om morgenen i bungy centeret, hvor vi blev vejet og stille og roligt blev mere og mere nervøse. På et tidspunk hoppede vi på en bus som kørte os ud til første bungyjump: The Kawarau Bridge. Som navnet siger, skulle vi springe fra en bro over en lyseblå flod. 43 meter var springet. Dette spring er det originale/verdens første rigtige bungyjump. Der gik ikke længe før den første exchange student Laura fra Finland skulle springe. Os andre stod ude på broen og kunne se hvor langt ned der var. Vi gearede hinanden helt op, og nogle blev mere og mere tavse.. Pludselig blev det min tur, jeg fik spændt seler på og så kravlede jeg ned og en mand begyndte at spænde mine ankler sammen og satte bungy rebet fast. Jeg rejste mig op, op hoppede ud på den lille platform og jeg tænkte, hvordan får jeg mig selv til at springe ud herfra?! Manden bag mig fik mig til at smile til de forskellige kameraer, og så var det tid til at give slip og 3, 2, 1 bungyyyyyy.
Der gik ikke meget gennem mit hoved, udover at jeg skulle springe væk og ned fra platformen. Jeg husker ikke meget fra selve faldet fordi det var overstået så hurtigt, bare at jeg ikke kunne finde ud af hvad var op og ned. Jeg hang med hovedet nedad, og en lille gummibåd rakte en lang stav ud som jeg tog fast i og de gik mig sikkert ned i båden og ben til bredden. Så var det overstået, men det var faktisk ikke så skræmmende, nok fordi jeg havde tanken om det næste spring i hovedet, som var helt sindsygt.. Vi fik vores billeder og dvd’er og så blev os som skulle springe det næste bungyjump hentet af en bus og kørt af sted.
Vi var pludselig ude i et meget øde område med bjerge, og på et tidspunkt begyndte vores bus at køre op af en meget meget stejl bakke, og vi tænkte, hvor højt op skal vi?! Vi ankom til stedet og vi blev igen vejet og fik selerne på, og så gik vi ud og kunne se hvor vi skulle springe fra. Det så jo helt sindsygt ud. Der var to bjergsider og en lang wire kabel imellem dem. Ude på midten af kablen var der en lille gondol hvor vi skulle springe fra.
gruppen der sprang The Nevis
Vi kom derud på en lille hængende vogn som bevægede sig ud til gondolen og vi fik mere og mere ondt i maven.. i gondolen var der glas gulve og nu kunne vi se hvor langt ned der var. MEGET LANGT NED. Dette bungyjump hed The Nevis Bungy, det længste bungyjump i NZ og 3. længste i verden. Faldet var 134 meter! Vores ankler blev spændt sammen og snart var det tid til at vi skulle hoppe. Jeg så Ben springe og forsvinde som en lille prik langt langt nede, men hans ansigt da han kom op var strålende. Jeg var nummer 3-4 hvilket jeg var glad for, for jeg var virkelig spændt og kunne ikke vente. Nogle af de andre var meget nervøse men jeg var faktisk ikke rigtig. Jeg vidste at jeg kunne gøre det, og jeg kunne ikke vente til at springe og mærke følelsen. Da jeg sad i stolen og blev gjort klar, fortalte manden mig at jeg skulle prøve at springe væk fra platformen for ikke at blive viklet ind i bungy rebet som hang ned fra gondolen.. ok. Og han forklarede hvordan jeg skulle hive i en snor når jeg var nede for at blive vendt om. Billederne blev taget og så hoppede jeg ud på den meget lille platform hvor der var intet at holde fast i. Da jeg stod der smilende og kiggede ud havde jeg udsigt til himlen og øde bjerge. Hvis jeg kiggede ned kunne jeg se en lang tynd flod under mig, og jeg vidste at det var derned jeg skulle. Det var helt stille, udover lyden af mine venner som råbte held og lykke.. Det var så syret at stå der, rimelig skræmmende men utrolig fedt! Der gik ikke mange sekunder før manden bag mig begyndte at tælle ned. Five, four, three, two, one, bungy! Jeg spredte mine arme, hoppede så langt ud jeg kunne, skreg så højt jeg kunne, havde hovedet nedad og øjnene på jorden som kom tættere og tættere på. Jeg kunne mærke hvordan jeg bare faldt ned mod jorden og det føltes som at flyve. Faldet varede i 8 sekunder og aldrig har jeg nydt 8 sekunder så meget. Det var det fedeste! Jeg bouncede op og ned mange gange men havde fået afvide at efter anden gang skulle jeg hive i snoren så jeg sad op. Jeg kunne høre lyden af floden og intet andet. Jeg var helt alene hængende i en lang snor i midten af New Zealands smukke natur, og jeg kunne ikke lade være med at smile. Jeg blev langsomt hejst op igen til de andre, og jeg ville ønske jeg kunne gøre det igen! Dette spring var helt sikkert mit yndlings, fordi jeg virkelig kunne mærke og se hvordan jorden bare kom tættere og tættere på imens jeg faldt.
im flying!
Vi blev kørt ind til Queenstown igen, hvor vi spiste frokost og så var vi ellers på vej mod det sidste jump. Vi var ved at blive lidt trætte af alt den adrenalin, men det blev hurtigt ændret da vi så vores sidste bungy. Vi skulle tage en offentlig gondola op af en bjergside lige ved siden af byen. På toppen var der en restaurant og vores sidste bungyjump The Ledge Bungy. Det er et spring på 47 meter, men det er på en bjergside 400 meter over Queenstown. Da vi kom derop kunne vi faktisk ikke rigtig se byen, fordi skyerne havde lagt sig tykt over bjergsiden. Men heldigvis gik der ikke længe før skyerne forsvandt og vi kunne se 400 meter ned til byen og havet. Det så rimelig fedt ud! Drengene sprang først og så pigerne. Jeg var den sidste, og selvom det kun var et 47 meter spring var det meget anderledes fra de andre. På dette spring, stod man ikke på kanten og hoppede ud. Man får nemlig ikke bungy rebet sat på anklerne, men rundt om maven så man kan løbe hen til kanten og springe. Og oven i det, kan man springe på hvilken som helst måde. Jeg og mange af de andre valgte at springe summersouls (saltomortaler). Jeg var ikke helt sikker på om jeg ville kunne finde ud af det, men manden forklarede mig hvordan jeg skulle gøre. Derefter begyndte han at tælle ned three, two, one, bungy! Jeg løb hen til kanten, og sprang ud og foldede kroppen sammen så jeg lavede 2 saltomortaler hele vejen ned. Det var mega fedt, men meget anderledes, for man følte ikke rigtig faldet på samme måde. Da jeg blev hejst op igen, sagde den mega seje mand som arbejdede der at jeg lavede et super godt summersouls spring. Og pigerne slog bestemt drengene i denne disciplin! Så var det sidste bungyjump overstået, og vi følte os flyvende bagefter!
Da vi kom tilbage til vores motel fortalte vi selvfølgelig alle de andre om alle vores bungyjumps og hørte hvad de havde lavet, for nogle af de andre havde været ude på en jet boat som skulle være ret fedt. Vi gjorde os klar til at gå i byen alle sammen. Det var meningen at vi skulle køre ned af The Luge som er en slags go-carts uden motor men ned af bjergsiden. Men den var lukket pga regnvejr, så i stedet spillede vi minigolf hvilket ikke var det vildeste.. men bagefter tog vi alle sammen (22 exchange students) en tur op af gondolaen igen op til restauranten hvor skulle spise middag. Det var en kæmpe restaurant med en mega stor buffet, der var live musik og vi fik de bedste pladser ved vinduet med udsigt over hele Queenstown, og vi var sammen med de mest fantastiske personer. Vi spiste en masse lækker mad, og alle var glade og nød det. Vi var alle enige om at dette øjeblik var perfekt! Nogle var så glade at de begyndte at blive helt triste over at vores tur snart var overstået. Pigerne fra
Sydamerika rejser alle hjem i januar og da først et par stykker begyndte at græde, begyndte mange andre at græde. Det var faktisk et meget smukt øjeblik.
beautiful view
Dag 17: Vi forlod Queenstown og kørte til sydøens vestkyst. Vi besøgte Puzzle World som er en slags eksperimentarium med en masse visuelle effekter, billeder og rum. Derefter kørte vi gennem et smuk del af New Zealand men vi kunne intet se pga regn og duggede ruder.. Vi ankom i byen Fox hvor vi overnattede.
Dag 18: Vi var alle sammen super uoplagte da vi kom hen til Fox Glacier centeret og troede at vi var fuldstændig færdige med at trampe men så fik afvide at vi skulle gå i 4 timer i dag.. ”Det tager kun 2 timer at gå op at alle trapperne..” Men som gode exchange students gør, tog vi det som endnu en udfordring, og hoppede i en stor sort regnfrakke og ubehagelige sko vi fik udleveret og af sted var vi. En bus kørte og hen til Fox Glacier og det så faktisk ret spændende ud. en kæmpe glacier arbejdede sig ned imellem to bjergsider. Pga. alt regnen de sidste par dage, var isen helt frisk og lyseblå, og en kæmpe del nederst på glacieren havde revet sig løst, og ”floden” med alt smeltevandet var nu dobbelt så stor som den plejede. Vi måtte gå igennem floder med løse sten bare for at komme hen til glacieren, men vi havde heldigvis to guider som hjalp os. Vi bevægede os ind i det lukkede område hvor kun guidede ture måtte være. Der var nemlig stor fare for sten brud, så vi fik af vide at hvis vores guide råbte ”RUN” så betød det at vi skulle løbe for livet for ikke at få en kæmpe klippe i hovedet.. Vi begyndte at bevæge os op af de 800 stejle trappetrin op af bjergsiden ved siden af glacieren. Det blev hurtigt varmt, og vi gik ofte på kanten af bjerget kun med et lille reb at holde fast i. Det tog os ca. 2 timer før vi var oppe på glacieren hvor vi puttede vores pigge under skoende og fik en vandrestav, og så var det faktisk ret sjovt. Det var nemlig en kæmpe stykke is vi gik på, og det var ret syret da det er sommer i NZ men pludselig går man rundt på is og fryser.. Vi gik rundt deroppe i en times tid, og på et tidspunkt kunne vi høre noget buldre. Det lød som torden, men vores guide som stod på toppen kunne se nogle sten vælte ned på den anden bjergside.. Desværre kunne jeg ikke se det. Vi bevægede os ned af trapperne og kunne nu sige at vi havde gået rundt på en glacier!
Vi kørte videre op af vestkysten til Franz Josef hvor det regnede (Det regner altid på Sydøens vestkyst..) om aften holdt vi en lille ”fest” for de sydamerikanske piger fordi de tager hjem i januar. Folk fra hvert land skulle fremvise et eller andet. Da Lars fra Danmark havde valgt at blive syg et par timer inden, måtte jeg finde på noget alene. Så det blev en quiz om Danmark med uddeling af danske pins/badges til rigtige svar. Mange af de andre lærte os at sige underlige ting på deres sprog, viste os underlige danse og sange og fortalte om underlige traditioner. Det var meget underholdende.
fox glacier
Dag 19: Vi kørte af sted i regnen til den lille vestkyst by Hokitika som lignede en gammel forladt by.. Her skulle vi alle sammen være kreative for vi skulle prøve Bone Carving. Maorierne (NZ’s stammefolk) har en tradition med at bære halskæder med et vedhæng enten lavet af bone eller greenstone. Forskellige former har en betydning. Vi ankom til et sted hvor vi alle skulle lave vores egne halskæder og det var faktisk temmelig svært at arbejde med de forskellige ”boremaskiner” eller hvad man nu kalder dem som skar ind i knoglerne. Jeg valgte et mønster som jeg tror betyder noget med en god rejser over havet.. efter 1½ time var den færdig og poleret skinnende, og vi havde alle en fin halskæde rundt om halsen. Drengene lave deres Haka som en tak til manden der havde hjulpet os. Resten af dagen blev der bare slappet af indenfor for det regnede stadig..
my bone carved necklace and the tour hoddie
Dag 20: Humøret steg gevaldigt da vi kørte til Picton og solen skinnede og det igen føltes som sommer. Vi havde nogle timer før vi skulle med færgen, så vi gik rundt i byen og fik en is og fandt en rigtig cool indisk butik hvor jeg købte en gave til min værtsfamilie og alle købte ”vennearmbånd” til 1 dollar. Vi sad nede ved en lille strand indtil vi tog færgen tilbage til Nordøen.. På Nordøen kørte vi en time fra Wellington til Levin hvor vi også overnattede den første nat. Det var den sidste nat, men der var ikke rigtig gang i os, for vi ankom først kl 23.. vi gik trætte i seng med en underlig følelse af at det hele var slut..
Dag 21: Vi kørte af sted nordpå igennem Taupo hvor vi ryddede bussen fuldstændig og pakkede voes ting ned i sække. Derefter var der 3 timer til vi var hjemme i Auckland hvor halvdelen af os hoppede af bussen. Det var underligt pludselig at være hjemme, og se bussen køre af sted med vores venner som vi havde været sammen med i 3 uger.. pludselig var det hele bare overstået, og da jeg sad i bilen med min værtsfar følte jeg at jeg manglede alle de andre.. Da jeg kom hjem vidste jeg slet ikke hvor jeg skulle starte med at fortælle om turen, jeg havde slet ikke ord for det. Det havde været de mest fantastiske 3 uger, med så mange oplevelser jeg aldrig havde regnet med kunne presses ned i 3 uger.
Jeg havde fået så mange nye venner, og jeg havde set så meget af New Zealands smukke natur. New Zealand er bare det mest fantastiske land, der er så meget variation i landskabet og så mange fantastiske steder. Jeg har stadig mange steder jeg gerne vil se, og jeg har stadig tid til en masse her i NZ. Jeg har nydt hver en dag, og vil nyde alle de dage jeg har tilbage. Esther.
Kommentarer
Send en kommentar