Tongariro Crossing - New Zealand when it's best!
d. 19. - 21. marts:
Jeg har haft en ret vild weekend som jeg lige synes I skal høre om.. Jeg blev inviteret på weekend trip af Traceys (fra beligien) hostsister Amy, og hendes 2 venner. Så vi var 5: mig, Tracey, Amy, Tony og Aroha. De andre var alle over 25. Anyway, vi kørte af sted fredag (jeg fik fri fra skole!) ned mod midten af Nordøen hvor der er en stor national park kaldet Tongariro National Park. Og det er altså ikke en park som i Danmark, men et kæmpe øde natur område med bjerge og vulkaner hvor der er en masse forskellige vandre ruter. The Tongariro Crossing er en af de mest populære walks i NZ, og skulle være en af de bedste 1-dags ture i verden. Så vi glædede os til at se naturen, men vi vidste at det ville blive hårdt. 19 km i bjergene ventede os..
Vi sov i en ski logde som vi bookede os ind i, og lørdag morgen stod vi op kl. 5 for at blive hentet af en shuttle kl. 6.. Vi blev kørt ud til Mangatepoopo Carpark hvor vores tramp begyndte. Det var kulsort, og vi måtte bruge lommelygter for at se track’et. Det føltes som om det var nat og det småregnede.. Men af sted gik vi, og den første times tid blev det langsomt lysere og track’et var rimelig fladt. Da det blev lyst kunne vi stadig ikke se meget, for der lå en tyk tåge/skyer over det hele. Man kunne kun se 20 meter frem, og alt andet var bare hvidt. Så vi gik bare af sted og kunne ikke se nogle bjerge foran os og anede ikke hvad der ventede os.
19 km til Ketetahi roadend...
walking in darkness
crazy landscape features
På et tidspunkt nåede vi til Soda Springs og der var et skilt som viste de stigninger vi nu skulle til at bestige, og på skiltet stod der ”Are you sure you are prepared to do the Tongariro Crossing?” og herfra gik det seriøst uphill, så det syrede i benene. Endeløse trapper måtte bestiges, og da vi stadig ikke kunne se meget in front of us, så blev der ved og ved med at komme flere trapper som tog os højere og højere op. Men der var ingen udsigt at se, kun hvid tåge. Vi blev godt forpustede men en time senere ankom vi til South Crater. Her troede vi lige at vi var på det højeste punkt.. men nej. Vi havde dog et par 100 meter fladt som blev nydt, her tog vi et par billeder som ville have været fantastiske hvis de dumme skyer ville gå væk.
the track........... VERY steep!
Tracey & Esther
The girls: Tracey, Esther, Amy & Aroha.
Tracey, Esther, Tony & Aroha. At South Crater
Vi måtte dog hurtigt gå videre for vinden tog godt fat, og vi blev hurtigt kolde og våde. Det regnede ikke, men den hvide tåge som blæste ind i os gjorde os våde. Vi gik nu det hårdeste stykke i møde. Track’et gik næsten lodret op, og vi gik i dyb jord/lava sand og sten som ens fødder blev begravet i, så det var vildt hårdt. Skyerne blev nærmest presset op af bjergsiden, og vinden kom nedefra og et par gange var vi da lige ved at blive blæst af bjerget. Det føltes temmelig vildt, med blæst, regn, kulde og et sindssyg stejlt track som slet ikke var et track. Vi fulgte bare bjergryggen op mod Red Crater. Det tog en times tid at arbejde os hele vejen op, for vi måtte holde et par 5 minutters pauser indtil vi blev kolde og fortsatte.
Da vi endelig nåede op til Red Crater, var det en smule skuffende, for hvis tågen havde været væk kunne vi have set ned i et kæmpe rødt vulkan krater. Vi vidste at dette var det højeste punkt (vi startede på 1100 m, og var nu på 1900 m) så vi begyndte at gå lidt nedad igen. Vi gik ned af bjergryggen i et tykt lag lavasten og sand og alle de løse sten fik stort set alle til at falde på røven et par gange. Der var heldigvis læ, og det var befriende at gå downhill. Lugten af svovl blev kraftig, og det er ikke den dejligste lugt. Men det kommer fra den underjordiske aktivitet, og de store lava klumper og steamholes hvor damp kommer ud af huller i jorden. Vi gik ned og ned i 20 minutter og vi kunne se noget blåt, som måtte være Emerald Lakes.
smelly lava stone
Tracey og jeg gik helt ned til søen og pludselig skete det mest fantastiske. Alt tågen forsvandt og pludselig kunne vi se hele den turkis blå sø skinne i sollyset og vi kunne se udsigten ud over det øde landskab. Alt var brunt og sort af store lavasten og det var bare vildt smukt og lignede at vi var på en anden planet. Vi blev så glade og fik så meget energi at vi løb rundt og tog en million billeder af de turkise søer og vulkanbjergene. Det var så vildt, og bare noget man aldrig kan se andre steder på jorden. Det er jeg sikker på! Jeg anede ikke at det ville være så smukt og vildt, som at være på månen. Vi spiste frokost her i en times tid, solen skinnede og det var perfekt. Tracey og jeg havde svært ved gå videre, for det var sådan et fantastisk sted og øjeblik som altid vil huskes!
EMERALD LAKES! so amazing!!!!!!!!!!
vulcano rocks
so awesome!!
Derefter gik vi ned og ligeud til Blue Lake som er en større sø som også var flot. Herfra kunne vi se tilbage hvor vi kom fra fra Mount Tongariro og Mt Ngauruhoe (”Mt Doom” fra Ringenes Herre) Og derefter var det stille og roligt downhill langs bjergsiden.
Esther on top of the world. I love New Zealand!
falling on the way down, haha
is this the moon??
looking back at Red Crater, Mt Tongariro, Emerald lakes and Mt Ngauruhoe.
Blue Lake
Efter 1½-2 times gang kom vi til Ketetahi Hut hvor vi tog en pause i solen, og herefter var resten af ruten downhill men det var en smule ubehageligt faktisk. Mange folk vælger at løbe da det er mere behageligt for ellers går man og får jellyknees. Der var utrolig mange folk faktisk. Heldigvis begyndte mange folk senere end os, så vi gik ikke ind i myldretiden. Jeg hørte folk snakke tysk, hollandsk, fransk, australian, og mødte også nogle danskere da jeg havde mit Danmarks flag på ryggen. Det tog faktisk ret langt tid at gå det sidste stykke ca. 1½ time og så var vi ved enden hvor en kæmpe flok af trampere sad og ventede på deres shuttle pick ups. Kl. var kun 2.30 så det havde taget os præcis 8 timer at trampe 19 km, og det var faktisk ret godt. Det var så fedt at opleve den natur selvom det var hårdt, så var det det hele værd!
going down
rainforest in the end
looking back
NZ landscapes
Jeg har haft en ret vild weekend som jeg lige synes I skal høre om.. Jeg blev inviteret på weekend trip af Traceys (fra beligien) hostsister Amy, og hendes 2 venner. Så vi var 5: mig, Tracey, Amy, Tony og Aroha. De andre var alle over 25. Anyway, vi kørte af sted fredag (jeg fik fri fra skole!) ned mod midten af Nordøen hvor der er en stor national park kaldet Tongariro National Park. Og det er altså ikke en park som i Danmark, men et kæmpe øde natur område med bjerge og vulkaner hvor der er en masse forskellige vandre ruter. The Tongariro Crossing er en af de mest populære walks i NZ, og skulle være en af de bedste 1-dags ture i verden. Så vi glædede os til at se naturen, men vi vidste at det ville blive hårdt. 19 km i bjergene ventede os..
Vi sov i en ski logde som vi bookede os ind i, og lørdag morgen stod vi op kl. 5 for at blive hentet af en shuttle kl. 6.. Vi blev kørt ud til Mangatepoopo Carpark hvor vores tramp begyndte. Det var kulsort, og vi måtte bruge lommelygter for at se track’et. Det føltes som om det var nat og det småregnede.. Men af sted gik vi, og den første times tid blev det langsomt lysere og track’et var rimelig fladt. Da det blev lyst kunne vi stadig ikke se meget, for der lå en tyk tåge/skyer over det hele. Man kunne kun se 20 meter frem, og alt andet var bare hvidt. Så vi gik bare af sted og kunne ikke se nogle bjerge foran os og anede ikke hvad der ventede os.
19 km til Ketetahi roadend...
walking in darkness
crazy landscape features
På et tidspunkt nåede vi til Soda Springs og der var et skilt som viste de stigninger vi nu skulle til at bestige, og på skiltet stod der ”Are you sure you are prepared to do the Tongariro Crossing?” og herfra gik det seriøst uphill, så det syrede i benene. Endeløse trapper måtte bestiges, og da vi stadig ikke kunne se meget in front of us, så blev der ved og ved med at komme flere trapper som tog os højere og højere op. Men der var ingen udsigt at se, kun hvid tåge. Vi blev godt forpustede men en time senere ankom vi til South Crater. Her troede vi lige at vi var på det højeste punkt.. men nej. Vi havde dog et par 100 meter fladt som blev nydt, her tog vi et par billeder som ville have været fantastiske hvis de dumme skyer ville gå væk.
the track........... VERY steep!
Tracey & Esther
The girls: Tracey, Esther, Amy & Aroha.
Tracey, Esther, Tony & Aroha. At South Crater
Vi måtte dog hurtigt gå videre for vinden tog godt fat, og vi blev hurtigt kolde og våde. Det regnede ikke, men den hvide tåge som blæste ind i os gjorde os våde. Vi gik nu det hårdeste stykke i møde. Track’et gik næsten lodret op, og vi gik i dyb jord/lava sand og sten som ens fødder blev begravet i, så det var vildt hårdt. Skyerne blev nærmest presset op af bjergsiden, og vinden kom nedefra og et par gange var vi da lige ved at blive blæst af bjerget. Det føltes temmelig vildt, med blæst, regn, kulde og et sindssyg stejlt track som slet ikke var et track. Vi fulgte bare bjergryggen op mod Red Crater. Det tog en times tid at arbejde os hele vejen op, for vi måtte holde et par 5 minutters pauser indtil vi blev kolde og fortsatte.
Da vi endelig nåede op til Red Crater, var det en smule skuffende, for hvis tågen havde været væk kunne vi have set ned i et kæmpe rødt vulkan krater. Vi vidste at dette var det højeste punkt (vi startede på 1100 m, og var nu på 1900 m) så vi begyndte at gå lidt nedad igen. Vi gik ned af bjergryggen i et tykt lag lavasten og sand og alle de løse sten fik stort set alle til at falde på røven et par gange. Der var heldigvis læ, og det var befriende at gå downhill. Lugten af svovl blev kraftig, og det er ikke den dejligste lugt. Men det kommer fra den underjordiske aktivitet, og de store lava klumper og steamholes hvor damp kommer ud af huller i jorden. Vi gik ned og ned i 20 minutter og vi kunne se noget blåt, som måtte være Emerald Lakes.
smelly lava stone
Tracey og jeg gik helt ned til søen og pludselig skete det mest fantastiske. Alt tågen forsvandt og pludselig kunne vi se hele den turkis blå sø skinne i sollyset og vi kunne se udsigten ud over det øde landskab. Alt var brunt og sort af store lavasten og det var bare vildt smukt og lignede at vi var på en anden planet. Vi blev så glade og fik så meget energi at vi løb rundt og tog en million billeder af de turkise søer og vulkanbjergene. Det var så vildt, og bare noget man aldrig kan se andre steder på jorden. Det er jeg sikker på! Jeg anede ikke at det ville være så smukt og vildt, som at være på månen. Vi spiste frokost her i en times tid, solen skinnede og det var perfekt. Tracey og jeg havde svært ved gå videre, for det var sådan et fantastisk sted og øjeblik som altid vil huskes!
EMERALD LAKES! so amazing!!!!!!!!!!
vulcano rocks
so awesome!!
Derefter gik vi ned og ligeud til Blue Lake som er en større sø som også var flot. Herfra kunne vi se tilbage hvor vi kom fra fra Mount Tongariro og Mt Ngauruhoe (”Mt Doom” fra Ringenes Herre) Og derefter var det stille og roligt downhill langs bjergsiden.
Esther on top of the world. I love New Zealand!
falling on the way down, haha
is this the moon??
looking back at Red Crater, Mt Tongariro, Emerald lakes and Mt Ngauruhoe.
Blue Lake
Efter 1½-2 times gang kom vi til Ketetahi Hut hvor vi tog en pause i solen, og herefter var resten af ruten downhill men det var en smule ubehageligt faktisk. Mange folk vælger at løbe da det er mere behageligt for ellers går man og får jellyknees. Der var utrolig mange folk faktisk. Heldigvis begyndte mange folk senere end os, så vi gik ikke ind i myldretiden. Jeg hørte folk snakke tysk, hollandsk, fransk, australian, og mødte også nogle danskere da jeg havde mit Danmarks flag på ryggen. Det tog faktisk ret langt tid at gå det sidste stykke ca. 1½ time og så var vi ved enden hvor en kæmpe flok af trampere sad og ventede på deres shuttle pick ups. Kl. var kun 2.30 så det havde taget os præcis 8 timer at trampe 19 km, og det var faktisk ret godt. Det var så fedt at opleve den natur selvom det var hårdt, så var det det hele værd!
going down
rainforest in the end
looking back
NZ landscapes
Kommentarer
Send en kommentar